Bjerringbro Kunstforening

Vedtægter for Bjerringbro Kunstforening

VEDTÆGTER for BJERRINGBRO KUNSTFORENING

 

§ 1.

Foreningens navn er: BJERRINGBRO KUNSTFORENING med adresse i Gudenåhuset, Bjerringbro Bibliotek & Kulturhus, Realskolevej 12, 8850 Bjerringbro, Viborg Kommune.

 

§ 2.

Foreningens formål er at medvirke til at fremme forståelsen og interessen for kunst i Bjerringbro og omegn.
Dette gøres ved at arrangere alsidige udstillinger af kunstværker - først og fremmest i Gudenåhuset.
Desuden arrangeres foredrag om kunst, og der anskaffes kunstværker.  Endvidere samarbejdes med andre kunstforeninger, gallerier samt kunstmuseer, hvis muligt.

Kunstcirkler oprettes efter specielle vedtægter.

 

§ 3.

Som medlemmer kan optages enhver med interesse for kunst. Dette gælder også skoler, institutioner, virksomheder og lignende.

 

§ 4.

Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, som vælges på den årlige generalforsamling.

Valget gælder for 2 år ad gangen. Der vælges hhv. 2 og 3 medlemmer hvert andet år.

Desuden vælges 2 bestyrelsessuppleanter.
Bestyrelsen konstituerer sig selv.

Der vælges 1 revisor og 1 revisorsuppleant. Valget gælder for 2 år. Foreningens regnskabsår går fra 1. jan. - 31. dec.

 

§ 5.

Generalforsamlingen afholdes i februar måned. Bekendtgørelse om generalforsamlingens afholdelse sker med 14 dages varsel ved opslag eller ved anden hensigtsmæssig måde.

På generalforsamlingen, der ledes af en af forsamlingen valgt dirigent, skal foretages følgende:

  • A. Bestyrelsen aflægger beretning om det forløbne regnskabsår og fremlægger planer for den kommende sæson.
  • B. Bestyrelsen fremlægger det reviderede regnskab med revisorens påtegning.
  • C. Valg af medlemmer til bestyrelsen og suppleanter for disse.
  • D. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  • E. Fastsættelse af kontingent - pr. husstand og pr. virksomhed
  • F. Indkomne forslag behandles
  • G. Eventuelt.

Forslag skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, hvis bestyrelsen finder det nødvendigt eller hvis ¼ af medlemmerne kræver det. – Ekstraordinær generalforsamling indvarsles som den ordinære generalforsamling.
 

Forslag til vedtægtsændringer skal bekendtgøres i et lokalt blad eller på anden hensigtsmæssig måde senest 8 dage før generalforsamlingen. Vedtægtsændringer vedtages med simpelt stemmeflertal.

 

§ 6.

Foreningens opløsning skal vedtages på 2 generalforsamlinger. Før opløsning skal mindst 2/3 af de fremmødte stemme for. Den anden generalforsamling skal afholdes senest 1 måned efter. Her skal mindst ½ af de fremmødte stemme for foreningens opløsning. De midler, som foreningen til den tid er ejer af, går efter bestyrelsens skøn til et kunstfremmende formål i Bjerringbro.

(Vedtaget november 1980 - § 1 og § 5 justeret og vedtaget på generalforsamling 2012 samt § 2 i 2016) 

 

Vedtægterne er godkendt på generalforsamlingen d. den 28. november 2017 (ændring i § 4 og 5 vedr. regnskabsår og afholdelse af generalforsamling)